Du har nok hørt om webtilgængelighed, og du har måske også hørt, at offentlige digitale løsninger skal være compliant efter WCAG. Men er det egentlig nok? Nej, det mener vi ikke.

Vi forklarer her, hvordan I kommer fra bare at være ‘compliant’ til at skabe en god brugeroplevelse for brugere, der lever med et handicap. Det vi kalder ægte tilgængelighed.

Hvad er webtilgængelighed?

Lad os stille os selv spørgsmålet: hvad er webtilgængelighed egentlig? Helt konkret er det, at gøre indhold tilgængeligt for brugere, der lever med et handicap. Her deler man handicap op i fire kategorier:

  • Synshandicap
  • Hørehandicap
  • Motorisk handicap
  • Kognitivt handicap

Hele 20% af Danmarks befolkning lever faktisk med et handicap. Det er derfor ikke bare et hensyn til en mindre gruppe, der skal tages, når vi taler tilgængelighed. Og det er ikke kun et hensyn: Det er faktisk et lovkrav at være tilgængelig – i hvert fald for alle offentlige digitale løsninger.

EU’s nye tilgængelighedsdirektiv

D. 23. september 2018 trådte et nyt EU direktiv i kraft, der siger, at alle offentlige digitale løsninger skal være tilgængelige for brugere, der lever med et handicap. Deadlines for at have tilgængelige digitale løsninger er:

  • 23. september 2019: alle digitale løsninger lancerede efter 23. september 2018 skal være tilgængelige (mobilapplikationer undtaget)
  • 23. september 2020: alle digitale løsninger lancerede inden 23. september 2018 skal være tilgængelige (mobilapplikationer undtaget)
  • 23. september 2021: alle mobilapplikationer skal være tilgængelige

Læs mere om EU direktivet her.

For at være compliant, skal du overholde en række guidelines, beskrevet af organisationen W3C, der omtales som WCAG (Web Content Accessibility Guidelines).

Kort sagt handler de her guidelines om, hvordan man med design og kode præsenterer indhold, så de der lever med et handicap, har mulighed for at tilgå det. Det kan f.eks. handle om:

  • At have undertekster og transskribering af videoindhold, så brugere med et hørehandicap kan følge med
  • At have tilpas stor tekststørrelse samt kontrast til, så brugere med svagtsyn kan læse det, der står
  • At sørge for at der er lavet en klar ‘tabbing order’, så brugere med blindhed eller et motorisk handicap kan hoppe gennem indhold med tastaturet
  • At ‘tagge’ overskrifter med H1, H2, H3 osv. samt indsendte ARIA landmarks, så brugere med blindhed kan danne sig et overblik over indholdet

Dette er dog kun toppen af isbjerget. Læs mere om WCAG.

Teori vs. virkelighed

Når der nu er en masse kloge hoveder, der har sat sig ned og defineret de her guidelines, hvorfor er det så ikke nok? Svaret er, at der er stor forskel på teori og virkelighed.

Lad os lege, at en der hedder Preben har lavet en webshop. Du vil gerne købe et af hans produkter, men på produktsiden ser du, at der er ikke nogen ‘Læg i kurv’-knap. I stedet for en knap, er der et link. Og i stedet for, at linket er placeret i højre side, er det gemt i en lang prosatekst. Hvis det lykkes dig at finde linket, kan du sagtens købe et produkt – men lykkes det? Hvis du spørger Preben, vil han sige, at du da sagtens kan købe produktet, for alle de nødvendige elementer er der jo.

Her vil de fleste nok kalde Preben en idiot. Dels fordi han vælger at gøre noget, der på ingen måde hjælper hans brugere til at udføre den ønskede handling, og dels fordi det jo tydeligvis vil gå ud over hans konvertering og dermed hans omsætning.

Det er præcis det samme, der sker, når du vælger bare at være ‘compliant’. Det kan godt være, at du teknisk set overholder reglerne, men har du egentlig tænkt over, hvordan du skaber den bedste oplevelse for brugere med et handicap? Når du stiller dig selv det spørgsmål, begynder du at se den virkelighed, dine brugere oplever.

Ligesom blot at følge guidelines ikke er nok, så bør du heller ikke nøjes med at bruge nogle af de tilgængelighedsværktøjer (såkaldte ‘checking tools’), som scanner dit site og giver en rapport om, hvad du mangler. Ikke dermed sagt at de ikke er værdifulde, de er bare ikke tilstrækkelige.

Gå til den fra tre sider

Den bedste måde at arbejde med tilgængelighed er at triangulere din indsats. Du skal altså arbejde med tre forskellige aspekter, for at skabe en ægte tilgængelig digital løsning:

  • Ansæt kompetente medarbejdere, konsulenter eller bureauer, der ud fra tillærte (og gerne certificerede) kompetencer og kendskab til guidelines arbejder systematisk med tilgængelighed i baghovedet hele tiden.
  • Anvend forskellige tilgængelighedsværktøjer, som kan hjælpe dig med hurtigt at finde fejl i kode, dårlige farvekombinationer m.m. Det er værktøjer som Wave, aXe, ContrastChecker, Funkify og danske Siteimprove.
  • Inddrag brugere, der lever med et handicap. Det er stor forskel på forskellige handicap og forskellige typer hjælpemidler. Når du inddrager brugere, der lever med et handicap, får du med garanti aha-oplevelser, du ikke får af at kigge på WCAG guidelines eller rapporter fra tilgængelighedsværktøjer.

Vil du have hjælp til at komme i gang?

Vi har erfaring med at arbejde med tilgængelighed i vores design af webløsninger, og flere af vores konsulenter certificerede inden for disciplinen. Vi kan og vil derfor rigtig gerne hjælpe dig med at sikre tilgængeligheden på dit site, så både du og dine brugere kan få glæde af hinanden.

Du er altid velkommen til at kontakte Jens Poder og Julie Schramm Rasmussen for at høre mere.