Hvor stor er chancen egentlig for, at en person i din målgruppe klikker på netop din annonce? Større end man skulle tro. Vi beskriver, hvor aktive netop din målgruppe er på Facebook

Af en eller anden årsag vil de færreste kendes ved, at de klikker på annoncer på nettet. Det gælder også på sociale medier som Facebook og Instagram, som faktisk viser os relevante annoncer baseret på deres komplekse viden om, hvad der optager os.  Måske vil vi ikke indrømme det, eller måske er vi slet ikke opmærksomme på, at der faktisk er tale om annoncer.

Audience Insight

Et facebook-værktøj som giver os mulighed for at få indsigt i vores målgruppe og dens adfærd på den store blå platform

Ikke desto mindre har danske Facebook-brugere i løbet af de seneste 30 dage (i skrivende stund) i gennemsnit klikket på hele 18 annoncer på Facebook – seks flere end det globale gennemsnit, som ligger på 12. Det viser tal fra Facebooks eget dataværktøj Audience Insights.

Annonceklikkene er ikke ligeligt fordelt på køn. Danske kvinder de seneste 30 dage klikket på 22 annoncer, mens mændene – en smule mere nærigt – har klikket på beskedne 15 annoncer i samme periode.

Kender du til teorien om, at “de unge” er på vej væk fra Facebook?

Det er sandt, at der er tegn på, at brugen af Facebook er nedadgående i de yngste segmenter (det konstaterer f.eks. DR Medieforskning), men ikke desto mindre er personer under 25 dem, som klikker på flest annoncer – 21 annonceklik i gennemsnit de seneste 30 dage, er det blevet til.

Den gennemsnitlige annonceinteraktion falder i takt med, at alderen stiger. Således kan det aflæses, at personer i aldersgruppen 25-44 år gennemsnitligt har klikket sig ind på 17 annoncer, 45-54 årige har klikket sig ind på 14 mens facebook-brugere over 55 år, blot har klikket sig ind på 9 annoncer de seneste 30 dage.

Klik fører til køb

Klik er selvfølgelig ikke nødvendigvis lig med succes. De kan købes billigt fra diverse klikfarme, hvis det er den slags man er til. Men hvis man laver gode annoncer, og målretter dem til personer, indholdet er relevant for, kan det føre store ting med sig.

I en ny undersøgelse fra USA har 67% gennemført et køb efter at have set en annonce på sociale medier. Kvinderne i undersøgelsen køber typisk efter at have set annoncer på Facebook, Instagram eller Pinterest. Betyder det så at mændene ikke kan påvirkes? Nej, de køber i stedet efter at have set annoncer på YouTube eller Twitter.

Du er ikke alene om at annoncere

Mange danske virksomheder og organisationer har erfaret, at det er nødvendigt at bruge penge på annoncering på sociale medier, inklusiv Facebook. I vores store undersøgelse af danske virksomheder og organisationers brug af sociale medier, tilkendegav 81% af respondenterne, at de bruger penge på annoncering på Facebook.

Annoncer på Facebook står da også for langt størstedelen af Facebooks omsætning. Bare i Q2 2019 omsatte annonceplatformen for 16 milliarder amerikanske dollars – en stigning på 3 mia. dollars ift. Q2 2018.

Det betyder selvfølgelig, at konkurrencen om brugernes gunst er stor. Derfor er relevans stadig alfa og omega – sammen med at du henvender dig til den rigtige målgruppe. Det kan du i høj grad med Facebooks værktøj ‘Annonceadministrator’.

Vil du vide mere?

Har du spørgsmål til annoncering på Facebook, Instagram, LinkedIn eller Twitter, eller har du brug for hjælp til konkrete problemstillinger, så er du velkommen til at kontakte Anja Flebbe.