Jo, jo, der er stadig mange dage til jul, og der er lang tid til, der skal købes steg, laves rødkål og brunes kartofler.

Men der er ikke lang tid til, at vi selv – og dine mange kunder – begynder at shoppe efter julegaverne. Nå ja, og så er der lige Black friday, hvor der også kommer gang i kreditkortene.

Sagt med andre ord, hvis du ikke allerede er gearet til at fange dine potentielle julekunder, så det er nu, hvis du skal lukke julesækken!

43% af alle digitale kunder siger til Facebook, at de begynder deres julehandel allerede i november (hallooo, det er altså nu!). Så det er nu, du skal optimere dine digitale annoncer.

Vi har samlet 10 gode tips til, hvordan du lige kan stramme julebåndet en sidste gang om dine kunder.

5 julegaver til Google Ads: 

  1. Brug dit budget der, hvor der er konverteringer. Det lyder måske banalt, men december er ikke måneden, hvor du skal satse på at introducere nye produkter eller sælge de produkter, som ikke har solgt så godt tidligere. Din konverteringsdata er dit bedste træk i budauktionerne. 
  2. Hold løbende øje med Absolute top impression share – du kan hurtigt blive overhalet af dine konkurrenter. Og du vil jo gerne være med i toppen, der hvor det virkelig sner!
  3. Brug udvidelserne. Udvidelserne giver muligheder for at fange dem der er ude i sidste øjeblik, eller søger et rigtig godt tilbud. Brug promoveringsudvidelsen til udsalg og tilbud og prisudvidelsen til at vise priserne på dine produkter. Det skaber synlighed og er superlet at afkode for brugerne.
  4. Har du en fysisk butik og lidt længere åbent end normalt de sidste juledage? Så husk at du kan bruge location og timebidding til at fange dine fysiske kunders interesse. Og hvorfor giver det mening – det gør det fordi at ca. 78% der besøger en fysisk butik, har søgt online inden de tog vinterjakken på og kom ud af døren. (tallet er fra 2017, men det er nok ikke blevet mindre). 
  5. Sørg for at dine julekunder kommer på en remarketingliste. Er de glade kunder i december, kan de også blive glade kunder i januar. Er du ikke til remarketing, er det stadig vigtig data for dig. Data som du kan bruge til lære dine kunder bedre at kende og oprette lister med look-a-like brugere. 

5 gode råd til annoncer på sociale medier:

  1. Få implementeret en Facebook Pixel og/eller LinkedIn Insight Tag nu, så du kan lave retargeting og lookalike audiences. Du vil takke dig selv, når vi når til januarudsalget, hvis ikke før. 
  2. Tænkt grundigt over hvordan du vil være med i ræset. Det bliver dyrt (allerede fra ugerne op til black friday) – så gør det ordentligt, eller du spilder dine penge. Sørg f.eks. for at få konverteret dine fans på Facebook til nyhedsbrevsmodtagere. 
  3. Hvis du vil lave konkurrencer (og de er ofte effektive, så det vil du sikkert gerne), så husk at overholde reglerne. På Facebook må man ikke betinge en konkurrencedeltagelse af tagging eller deling. Og det er ikke bare Facebooks regler, det er også jf. markedsføringsloven.
  4. Brug stories på Instagram til at vække nysgerrighed; 69 % af brugerne synes, at stories er en god måde at “opdage” nye produkter og services, jf. Facebooks Holiday Marketing Guide. 
  5. Vær tilgængelig på Messenger og direkte beskeder på Instagram; giv dine kunder god, personlig betjening. Det betyder noget. 

Og husk, at julen varer længe – i hvert fald hvis du gør det rigtigt.

For så får du gavn af din annonceindsats til langt ind i det nye år. Ifølge Googles Holiday Shopping Guide fortsætter 86% af alle juleshoppere deres indkøb efter julen baseret på digitale research i tiden op til juletræet tændes. Så husk også at have budget til annoncering i ugerne efter jul.

Glædelig jul og god handel!

Vil du grave lidt dybere: