Fælles indkøb sikrede syv medier en stor professionel platform

Hvad gør man, når ens ønsker er større end ens pengepung? De fleste af os pakker enten sammen eller skaffer nogle flere penge, men TV 2 Regionerne valgte en anden og ærkedansk løsning: De slog sig sammen og endte med mere, end de ønskede – for kun en syvendedel af prisen (næsten).

TV 2’s regionale tv-stationer har til daglig kun navnet til fælles. De har hver deres identitet, strategi og redaktionelle linje. Men de deler faktisk den samme overordnede opgave: At fortælle historier til og om lokalområdet.

Som alle andre tv-stationer skal de kunne levere indhold og video på mobile platforme. De vil også meget gerne:

  • have en lækker app
  • dele via sociale medier
  • sende email nyhedsbreve
  • holde delvist fri i weekenden og lade automatikken klare ærterne

Derfor besluttede 7 regioner at indkøbe et fælles CMS. Det nye CMS skulle

  • fungere som en fælles værktøjskasse med ens redskaber til alle
  • levere 7 forskellige sites med hvert deres design
  • gøre det meget let at arbejde med tekst, billeder og video

Men lige så vigtigt var det, at hver virksomhed selv bestemmer, hvordan redskaberne skal bruges og til hvad. Endelig skulle det fælles indkøb sikre, at hver virksomhed fik en fremragende kvalitet til en fremragende pris.

Inspireret af DR.dk’s backend

Løsningen blev et Drupal CMS, hvor funktionaliteten for en række elementer blev lagt fast (fx sidebredde, administratorroller, listevisninger osv.) og hvor opbygningen af de enkelte sites, udvalget af elementer og designet af siderne er helt frit for hver enkelt virksomhed.

Det er nemmere at skrive artikler på TV Syd end at bruge Facebook.

Bjørn Olsen. Digital udviklingschef, TV 2 Regionerne

De syv regioner lagde særlig vægt på et meget brugervenligt interface for de mange redaktører. Den opgave havde vi året inden løst på DR.dk, som fik bygget sin helt egen og meget simple backend. Udgangspunktet for DR var, at brugerne ikke skal have 1.000 valgmuligheder fra starten, men til en start blot skal indtaste en overskrift, skrive en artikeltekst og trykke godkend. Vil man mere, vælger man til. Redaktøren har alle muligheder, men skal aktivt vælge dem til – i stedet for at drukne i muligheder.

TV 2 Regionerne valgte på vores anbefaling at tage udgangspunkt i DR.dk’s brugervenlige løsning. Denne gang blev der lagt endnu flere kræfter i at optimere arbejdet med billeder og video, så det hele er drag-and-drop (træk-og-slip lyder altså forkert). Billedbeskæringen fik en supersmart løsning, således at det samme billede kan beskæres på uendeligt mange måder og med lige så mange tilhørende billedtekster – uden at originalen bliver ændret.

En komplet og automatiseret løsning

En komplet automatiseret løsning til TV2-regionerne

Resultatet blev en komplet medie-
platform med automatiseret udsendelse af nyhedsbreve ud fra redaktørens prioriteringer på sitet. En velfungerende app, der opdateres ud fra en række publiceringsregler, som sikrer relevans ugen rundt uden ekstra arbejde for redaktøren. Og ikke mindst en meget brugervenlig backend også til deling via sociale medier – hvilket sikrer, at de rent faktisk bliver brugt.

Måske er det Danmarks eneste eksempel på en platform, der bruges af så mange selvstændige medier. Og selvom der er brugt flere tusinde timer, ja så er regningen stadig kun en syvendedel (næsten) for hver deltager.

Lanceringen af det nye tv2fyn.dk tirsdag har i måneder kørt så snorlige efter planen, at tyske ingeniører ville bryde grædende sammen af glæde.

Esben Seerup, direktør TV 2/Fyn.

Fælles udviklingsmøder

De syv virksomheder mødes hver måned for at dele erfaringer med brug af platformen. Her diskuterer de, hvordan de bedst løser nye redaktionelle udfordringer og giver hinanden tips og tricks til at få mest muligt ud af de mange redskaber, de allerede har på platformen.

Sådan hjælper de hinanden til at ramme plet, når de skal definere nye behov, hvad enten det er de løbende småforbedringer eller de større tiltag som f.eks. TV 2 Regionernes nye fængslende webdoc-format.

Se de syv forskellige sites på tvsyd.dk, tvmidtvest.dk, tv2fyn.dk, tv2nord.dk, tv2lorry.dk, tv2ostjylland.dk og tveast.dk

Peytz har været med til at løfte TV 2 Regionerne op i en helt anden liga. Trods vores beskedne økonomi har vi i dag en platform, som på alle centrale områder kan matche de største i Danmark.

Bjørn Olsen. Digital udviklingschef, TV 2 Regionerne