Det er svært kritisk at være låst ude af et system, man er afhængig af. Især når systemet er Google Analytics. Og Google gør det ikke ligefrem nemt at komme ind ad døren igen. Så hvad gør man så?

I har totalt styr på jeres Analytics, selvfølgelig har I det. Du og dine kolleger kan altid se de tal, I behøver, når I behøver dem. Så alt er godt – lige indtil den dag, du opdager, at du ikke kan ændre noget i opsætningerne eller tilføje din nye kollega. Faktisk er det så galt, at ingen kan huske login og password til Analytics. Nok fordi den oprindelige konto blev oprettet for mange år siden af en, som ikke længere er ansat.

Det er en situation, som rigtigt mange allerede har været i – og som endnu flere frygter: At miste sin adgang til Analytics konto. For at undgå dette skal du følge tre gode råd (næste gang, du skal oprette en Analytics-konto – eller tilpasse din eksisterende Analytics).

Råd nummer 1: Opret adgang med en firma-mail

Opret altid din Google Analytics-konto med en firma-mail, fx support@peytz.dk eller it@peytz.dk. På den måde sikrer I, at adgangen til Analytics altid vil være ét fast sted i jeres firma. Det vil også være her, at passwordet opbevares og løbende opdateres. Hermed sikrer I, at det ikke kun er en person, men en afdeling der står for login og password. (Det gælder forøvrigt for alle fælles adgange til systemer.) Man kan med fordel også bruge et password-system som fx Dashlane til at opdatere passwords og administrere adgang til fælles systemer og services.

Råd nummer 2: Hav altid flere superbrugere

Er ulykken sket, og du er låst ude af din konto, kan det som sagt være en meget langsommelig proces at få den tilbage. Af denne grund kan du med fordel sørge for, at en til to andre har adgang til kontoen. Så kan du nemt få adgang, hvis du selv har mistet login og password. Det optimale er, at der er mindst to superbrugere, en i analyseafdelingen (eller hvor Analytics nu bliver brugt), så der er en person, der har adgang, og en i IT/Support, så der altid er en afdeling, der har adgang.

Råd nummer 3: Hav en plan for adgange

Der er forskellige adgange til Google Analytics:

  • Du kan læse data
  • Du kan ændre opsætningerne i Analytics
  • Du kan administrere brugere og rettigheder

I skal altid have en klar plan for, hvem der skal have læse-adgang, hvem der skal kunne ændre opsætningerne, og hvem der skal kunne administrere brugere og rettigheder. Vedkommende, der administrerer brugere og rettigheder, er superbrugeren – og har adgang til det hele. Du får adgang til Administration ved at klikke på på tandhjulet nederst i højre hjørne i Google Analytics, og derefter klikke på ’User Management’.

Der findes fire niveauer af adgang i Google Analytics:

  • Manager Users
  • Edit
  • Collaborate
  • Read & Analyse

Det er kun brugere med adgangen ’Manage Users’, som kan give dig adgang højere oppe i hierarkiet. Ydermere kan ’Edit’ og ’Collaborate’ kun tildeles af nogen, som har ’Manage Users’ plus ’edit’.

Og hvis du stadig ikke har adgang til Analytics…

Forestil dig, at din Google Analytics-konto er dit hus eller din lejlighed. Hvis du har låst dig ude, vil det første du gør være at lede efter din egen nøgle – den ligger som regel det mindst tænkelige sted. (I dette tilfælde er det dit eget password og login.) Hvis du ikke kan finde din egen nøgle, vil dit næste step være at få en anden person med en reservenøgle til at lukke dig ind. (Det vil så være superbrugerne (administratorerne) af Google Analytics). Først når du har prøvet alle andre alternativer, kontakter du låsesmeden. (I dette tilfælde er det Google.)

Her kan du kontakte Google (men det er ikke altid lige let, og man skal væbne sig med tålmodighed!!!).

Har du spørgsmål til Analytics, så er du altid velkommen til at kontakte Bo Mikael.

Vil du blive en (endnu) skarpere Google Analytics bruger?

Kom på Google Analytics Basis kursus

Kom på Google Analytics Avanceret kursus