En kundeportal på iPad
Infopaq skaber overblik over dagens medieomtale ved at indsamle og bearbejde indhold fra trykte medier, internet samt radio- og tv-udsendelser. Det bearbejdede indhold bliver sorteret og kategoriseret, før det gøres tilgængeligt for Infopaqs kunder. Og der bliver hurtigt tale om meget store mængder information, som skal præsenteres enkelt og overskueligt.
Som Europas største medieovervågningsvirksomhed leverer Infopaq medieovervågning, undersøgelser, nyhedsvurdering, analyse og rådgivning til mere end 6.500 kunder i Danmark, Finland, Norge, Sverige og Tyskland.
Enkel adgang til information
For at sikre en hurtig og enkel adgang til informationen, har Peytz & Co leveret en iPad-applikation, der fungerer som portal for Infopaqs kunder. Applikationen giver brugerne overblik over alt deres indhold og den intuitive navigation gør det nemt at bevæge sig mellem forskellige søgeprofiler.
”Peytz & Co har tidligere udviklet koncept og design til Infopaq Sense, som er web-udgaven af vores kundeportal. Derfor var det naturligt at få dem til at udvikle en version til iPad”, siger CEO Jacob Meibom, Infopaq International.
Udvikling af API
I samarbejde med Infopaqs udviklingsafdeling blev der udviklet et API, hvormed applikationen kan verificere brugeren og læse indhold fra Infopaqs database. I senere versioner skal man også kunne ændre sine søgeprofiler og foretage analyser af den bearbejdede information.
Prøv selv
Infopaq Sense kan hentes gratis på Apples App Store og hos Google Play. Applikationen fungerer også på iPhone. Du kan også læse mere hos Infopaq.